| Historie & Vision |
|
Historie
Bygningen af Glenholm startede i 1988 - på en bar mark. I løbet af et par år var de fleste af bygningene opført og der var anlagt et system af læbælter.
I 1993 plantes der vin på Glenholm for første gang. Der var
kun tale om ca. 20 vinplanter, fordelt på 4 forskellige sorter hjembragt fra England. nu skulle det prøves og udgangspunktet var blot nysgerrighed og en livslang interesse for vinplanter og vin.
Uden at det dengang var planlagt, blev det grundlaget for en uafbrudt udvikling af en dansk vingård, der i dag har et tilplantet vinareal på 2,5 hektar, fordelt på 8 forskellige sorter.
Glenholm Vingård drives i dag af hele familien - 1. og 2. generation - og arbejdsopgaverne er opdelt som det ses på Kontaktsiden.
Fra 1994 til 1997 plantes og afprøves mere end 15 forskellige vinsorter. Fra 1997 til 2008 tilplantes der løbende nye arealer til det nuværende areal på 2,5 ha. Oversigt
I 1999 produceres de første 60 flasker vin.
I 2000 fordobles denne produktion til 120 flasker.
I 2001 begynder hvidvinsproduktionen og der produceres 240 flasker fordelt på rød- og hvidvin.
I 2002 sker igen en fordobling til 500 flasker.
I 2003 produceres der 650 flasker.
I 2004 falder produktionen til 550 flasker, men så stiger den igen i 2005 til 1100 flasker.
I 2006 blev Glenholm registreret som kommerciel vingård og blev dermed den første i Nordjylland, som kunne sende dansk vin på markedet, i alt 2400 flasker.
I 2007 blev produktionen - trods mange udfordringer med vejret - ligeledes ca. 2400 flasker.
I 2008 høstes der 5 tons druer fra Glenholm's marker - som blev til ca. 4.500 flasker vin.
2009 er et af de bedste år vi har oplevet. Flere af de nyere marker er kommet i produktion - og der høstes næsten 7 tons druer af god kvalitet - og det er blevet til godt 5.500 flasker vin.
Stigning i produktionen forventes at fortsætte de næste 2 år, således at den samlede produktion kommer på ca. 7000 flasker pr. år.
Med støtte fra EU's landdistriksprogram har Glenholm Vingård i 2009 bygget nyt vineri, som foruden vores egen produktion også har kapacitet til at forarbejde druer fra andre vinavlere i regionen.
Mere end 25 vinavlerer leverede i 2009 druer til vinificering på Glenholm's vineri. Disse vine produceres særskilt og går tilbage til drueleverandøren efter tapning.
Vision
Produkudvikling fylder meget i vores hverdag. Dansk vin har behov for, at en række pionerer udforsker mulighederne rundt om i landet, så man med tiden vil få et billede af, hvad der er muligt.
Fremtidsplanerne på Glenholm er at producere en vifte af vine af forskellig typer - vine som allesammen afspejler stedet på en god måde.
Gennem udvikling af Glenholm som besøgssted vil vi udbrede kendskabet til dansk vin - og inspirere dem som måske står på vippen til at gå i gang med vinavl.
Turister som kommer forbi skal have mulighed for at komme ind og nyde atmosfæren - og frem for alt, have en god oplevelse med hjem, når de køber en flaske vin.
Gennem rundvisninger vil vi give gæster indsigt i driften af en dansk vingård og give en autentisk oplevelse af, hvordan forløbet er, fra planten sættes i jorden til vinen skænkes.
Gennem vinsmagninger vil vi give vininteressered mulighed for at fordybe sig i vinene og vurdere og debatere udvikling.
Gennem kursusvirksomhed vil vi påvirke holdningen til dansk vinavl i retning af kvalitet fremfor mængde.
Vores vision er, at dansk vin bliver kendt og genkendelig med de fortrin vort klima kan tilføre vinen - og det skal ikke være en efterligning af vin fra andre vinområder.
Det bliver også spændende fremover at se, hvordan forskelligheden i danske vine udvikler sig - om den bliver lige så udtalt som forskelligheden på vine fra f.eks. Tyskland, Frankrig og Italien.
Ind imellem må vi en tur i helikopteren for at vurdere om det går i den rigtige retning
Vi er medlem af Foreningen af Danske Vinavlere www.vinavl.dk her kan du læse om vin, vinavl og finde links til nogle de andre danske vinavlere. |
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |






